Det kontaktløse Dankort fylder 3 år

11 september 2018

​På kun tre år er 60 procent af alle betalinger med Dankort i danske butikker blevet kontaktløse.

"De kontaktløse betalinger er så bekvemme og hurtige, at de er blevet dominerende på rekordtid. Brugen blev løftet yderligere, da beløbsgrænsen i februar blev hævet fra 200 til 350 kroner, og vi forventer, at andelen af kontaktløse betalinger fortsætter med at stige," siger Jeppe Juul-Andersen.

Flere end 80 procent af alle Dankort kan betale kontaktløst, så der er fortsat et stort potentiale for en endnu større udbredelse.

Den hastige og rekordstore udbredelse af kontaktløse betalinger i specielt ude- og nattelivet har gjort livet surt for betalingskorttyve, der ellers tidligere har haft en sikker jagtmark her.

"Det har tidligere været en udfordring, at kriminelle målrettet forsøger at aflure PIN-koder, når man står tæt op ad hinanden ved bardisken i nattelivet, hvor det kan være svært at skærme af for sin kodeindtastning. Er koden først afluret, stjæler den kriminelle kortet og hæver hurtigt store beløb i forskellige pengeautomater, indtil kortet bliver spærret. Med den store andel af kontaktløse betalinger mindskes den risiko markant," siger Jeppe Juul-Andersen, direktør med ansvar for Dankort hos Nets.

Det seneste år er denne type sager således reduceret med en tredjedel – og udbredelsen af kontaktløse betalinger har en stor del af æren for, at PIN-kodeafluring er blevet sværere.